URBANblog

Idealer

15 09 2009

Flemming Petersen udtrykker i [14.09.2009] Metro sin fulde støtte til den linie som Sørine Gottfredsen og Søren Pind lagde i DR2 Debatten og melder sig i koret af de folk som samstemmigt er enige om, at civil ulydighed er undergravende for demokratiet, samfundet og vores grundprincipper.

Tværtimod mener jeg. Folk som aktivt viser modstand imod forkerte love og beslutninger er derimod De som forsvarer vores grundidealer.
Fik Flemming og slænget deres vilje og vi alle blindt fulgte lovene, ville de sorte stadigvæk ikke kunne tage bussen i USA og de sorte ikke gå på strandene i Sydafrika, for sådan var loven.
At respektere og følge sådanne forkerte love og beslutninger er, hvad der er undergravende for demokratiet, ikke det andet!
At tvangsudsende 282 folk til et sted eksperter fraråder, er forkert!
- Vis din modstand, støt løverne – for et anstændigt Danmark

som indsendt og publiceret i MetroXpress 15.09.2009



Ti stille og følg flokken!

11 09 2009

Det synes at være budskabet som mange med magtfulde positioner siger. Om personen hedder Villy Søvndal, Helle Thorning, Pia Kjærsgaard synes at være underordnet i dette tilfælde, alle er enige om at demokratiet er noget alle uden undtagelse skal værne om, samtidigt med at håndvaskene kører for fuld skrue(jf. knivloven), fordi selvsamme personer lovgiver forkert.
Pointen de skulle have er, at demokratisk vedtaget lovgivning skal følges blindt, uden undtagelse, uden spørgsmålstegn for elleres fungerer systemet ikke. Sidst men ikke mindst, så har Politiforbundets næstformand Claus Hartmann i et indlæg meldt sig ind i koret.

Enkelte stemmer er dog at spotte mellem magtelitens rækker, Lene Barfod (EL) som åbent på DR2 Debatten sagde god for civil ulydighed, Rune Lund (EL) som ligeledes har gjort det. Civil ulydighed er i sagens natur ulydighed overfor lovgivningen og naturligvis lovbrud. 

Men med magthavernes devise ville vi med al sandsynlighed stadigvæk have et racistisk apartheid styre i SydAfrika, og ligeledes i USA. Magthaverne ville sørge for at befolkingen kun ville kunne høres ved stemmeafgivelse, hvorefter munden på dem lukkes ind til næste valg.

Ikke ulig de racistiske lovgivninger i de andre lande, har Danmark meldt sig ind under paraplyen af lande med lovgivninger og opførsel, som strider imod moral og etik.

Jeg taler naturligvis om tvangshjemsendelsen af afviste irakiske asylansøgere, til trods for at Amnesty og FN advarer imod det, synes Birthe Rønn, DF og medløbere, at de, på ærkedanske manerer, naturligvis ved bedre.

Jeg taler ligeledes om 24-års reglen, som blev indført under fanen, at vise skal have sat en stopper for tvangsægteskaber. Om det mål er nået er i bedste fald tvivlsomt, men derimod er antallet af familesammenføringer naturligvis faldet som følge af reglen. Med 24-års reglen som en stopper for tvangsægteskaber, vil DF nu bruge, reglens eksistens, til at sætte en “stopper” for familiesammenføringer for EU-borgere.

Jeg taler om hetzen der dagligt bliver præsenteret for vores danske borgere med islam som religion. Religionsfriheden er ikke truet siges der, medens der arbejdes imod at danske muslimer kan få et værdigt sted at bede. Lad dem være i industrihallerne og kældrene ude af syne. Når et projekt så endeligt godkendes kræves der fra politisk side, at man skal kulegrave finansiering… men kun for muslimske projekter naturligivs.

Jeg taler om forbuddet mod at bære burka i det offentlige rum, som i dén grad reducerer den personlige frihed til ingenting. Klæd dig som du vil, så længe det er i lårkort nederdel og nedringet bluse. Vi skal kunne se hinandens fulde ansigt når vi kommunikerer, hyler Khader op. Skal vi så også til at forbyde elefanthuer? Hvad med solbriller som sørger for, at man ikke kan skabe øjenkontakt? Udklædninger? Naturligvis ikke, vi skal kun forbyde den muslimske klædedragt.

Medløberne af DF er ikke kun VK, det er skam også S-SF. VK har vi erfaret gennem den sidste årrække som værende Pia Kjærsgaards marionetdukke. S-SF afviser ikke at lægge sig i seng med DF, efter Morten Østergaard fra de Radikale har råbt vagt i gevær og stillet det kritiske spørgsmål. 
For SF’s vedkommende talte Ole Sohn først udenom samarbejdsspørgsmålet, dernæst svarer Villy Søvndal i et blogindlæg på Politiken at SF ikke vil. Samtidigt siger han: “Tværtimod har [SF] i årevis arbejdet målrettet på at samle oppositionen om en politik, der klart adskiller sig fra VKO.” Det ser man jo tydeligt i Søvndals retorik og SF’s skift på udlændingepolitiken.
For SocDem, lader det til, at Henrik Sass først blankt afviser ethvert tænkeligt samarbejde med DF, til trods for partilederen har sagt at det godt kan lade sig gøre på det sociale område, hvilket også bekræftes idag af Helle Thorning selv. Men Helle, vi ved alle, at DF ikke giver deres mandater gratis - De giver dem kun, hvis de kan få indrømmelser på udlændingeområdet.

Løverne er begyndt at rejse sig rundt om i landet, for at værne om det vi alle længes efter - Et Danmark som er anstændigt. Et Danmark som man stolt kan sige, at man er borger i og statsborger af. Et Danmark som er åbent og tolerant. Et Danmark, hvor man ikke lader hånt om sine medborgere fordi de følger én bestemt religion. Et Danmark som fremstår som rollemodel for andre nationalstater rundt om i verden.

Når uret bliver ret, bliver modstand til pligt.

All that is necessary for evil to triumph is for good men to do nothing.

-Faheem Hussain
Twitter: twitter.com/faheemh



Politikernes forhold til Iran

24 06 2009

De seneste par dage har et par danske politikere været ude og kræve at herboende imamer officielt skal stå frem og erklære en fordømmelse af den nuværende situation i Iran.

Villy Søvndal skriver i sit blog-indlæg på politiken, at demostranterne “kaster alt ind i kampen mod et religiøst diktatur.” Og han bakkes op af herboende eksil-iraner og Enhedslisten politiker Jaleh Tavakoli, at det iranske oprør er et opgør mod Islam. Sjovt som gaderne i Iran var fyldte i fredags til fredagsbønnen - Så viser man virkeligt et opgør imod religionen!

For at opfølge på Villys indlæg, så kræver han, at herboende imamer træder frem i medierne og fordømmer, hvad der sker i Iran. Det til trods for, at han har bedt dem om at holde sig væk fra de medierne. Samtidig, at han ønsker en fordømmelse fra imamerne, vælger han, i samme omgang, at svine deres kollegaer i Iran til, ved at omtale dem som “religiøse mørkemænd”. Well played.. eller noget.
Han forsætter sin kritik af styret i Iran, og kalder dem for “et brutalt, religiøst regime, der ikke holder sig tilbage for at bruge tortur”, men kære Villy. I Danmark er vi ikke meget bedre, idet danske politiker og selve efterretningstjenesten ikke har noget problem med at benytte oplysninger fremskaffet under tortur. (Anders Fogh ; PET Chef ; V-politiker) Og det er så kun dem som offentligt er stået frem og har sagt det.

Men pærevællingen med at blande lokal-politik og nationalpolitik, med interne forhold i andre lande stopper ikke med Villy Søvndal. Igår proklamerede Lars Aslan Rasmussen fra SocDem, at, hvis ikke imamerne tager afstand og fordømmer situationen i Iran, så får de ikke støtte til at opføre en moske i Købehanvs kommune. Både hans, og Villys ræsonnement er altså, at fordi det er et islamisk land, så skal de muslimske gejstlige i Danmark også træde i karakter og fordømme det iranske styres brutale fremfærd imod demonstranter. Med samme logik må man forvente at Mosaisk trossamfund også burde have været ude med en officiel melding omkring Gaza-krigen.. hvor blev kravet af dér?

Socialdemokratiet (Jeg må antage at det er deres politik siden der ikke har været nogen udmelding, at han står alene med den holdning) mener altså, at man skal behandle den muslimske ansøgning om støtte til moskeen, på et politisk niveau med hensynstagen til ansøgerens politiske ståsted.
I det tilfælde der skulle komme en ansøgning om en moske i Københavns, skal den iflg. Lars Aslan, ikke blot have de nødvendige tilladelser efter lokalplanen og kommunen, de skal også have fremtonet med de rigtige holdninger førend kommunen vil være villig til at give sin støtte. Socialdemokratiet støtter med andre ord en diskrimination af foreninger pga. deres politiske ståsted!



Hvad fatter gør, er altid det rigtige

23 04 2009

I går krævede Pia en post - En lille bil som hun kan ligge og tulle rundt og i, for det føler hun nok vil være rimeligt efter al den støtte hun har givet regeringen. Jamen for helvede, stik hende den benzinslugende øse så vi kan placere ansvaret, hvor det hører til.

Men Pia Kjærsgaards udatalelse er såmænd ikke det der vækker mig fra min mindre hi. Det er derimod Søren Espersens udtalelser her på det seneste. Han siger d. 20. april til Ritzau:

“Vi har ikke nogen problemer med muslimer, men med islam.”

Tilgiv mig, men jeg har altså lidt svært ved at se, hvorledes den gode hr. Espersen vil være i stand til at kunne adskille muslimer og Islam…

Søren Espersen brillerede yderligere igår, da han udtalte, at “det største problem i verden er islam.” Dette resulterede i, at en række muslimer forlod konferencen i protest, hvorefter Espersen er citeret for følgende:

“Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at melde sig til en konference og så gå midt i den”

 Gad vide om han også sagde det til Udenrigsminister Per Stig Møller, da denne forlod Durban II konferencen i protest, da Ahmadinejad talte agressivt imod Israel. Okay, han forlod ikke konferencen, men han gik midt under talen. Men for at bruge Espersens vendinger, så er det noget mærkelgit noget at måde op til en tale og så gå midt i den.

Men selvføglelig … Ytringsfriheden gælder kun for dem med de rette meninger og det viste de vestlige ledere i dén grad ved Durban II.

 



Sociale medier og web 2.0 fordummer

7 03 2009

De seneste par år har vi omfavnet moderne internet servicetjenester og det er sket med lynende hast på visse tjenester. Principperne for disse nye tjenester kan koges ned til få buzzwords. Netværk, socialisering, brugergenererede ting, netværk, skræddersyede applikationer, hold dig opdateret, netværk, on-demand, fællesskab og en masse andet bullshit.

Mit første kritikpunkt går på brugerdrevne tjenester - Altså, brugerdrevne tjenester er for så vidt udemærket. Det giver god mening at tjenester er brugerdrevne, at udbyderne af tjenester  (webservices, eller i virkeligheden) drives af deres brugeres (kunders) ønsker. Men når tjenesterne ikke længere handler om at være brugerdrevet men brugerskabt indhold så er det, at det bliver meget mere problematisk. Jeg finder det ikke problematisk når det er non-profit tjenester, der drives af brugerskabt indhold, men jeg finder det et problem når det er for-profit tjenester. Non-profit er der en fælles interesse om at skabe indhold for at få hjulene til at fungere, så man kan se hvilket indhold andre genererer og de motiveres. Ved en kommercialisering, ændres denne motivation - Det handler ikke længere om at brugeren skal generere indhold for andre brugere, men derimod at brugeren skal skabe indhold, fordi tjenesten udbydere er for dovne til selv at gøre det.

Derudover har vi hele problemet, at folk der skal skabe indhold til andres tjenester med al sandsynlighed vil være pisse-hamrende elendige til det. Hvorfor? Fordi det ikke er deres erhverv. For ikke alt for længe siden, blev der udgivet et spil ved navn Spore, her skulle man skabe sit eget dyr ud fra nogle generelle modelleringsprincipper… Nogle få dage efter udgivelse, vrimlede det med videoer på Youtube, hvor langt de fleste videoer havde dyr som til forveksling lignede tissemænd. Selvfølgelig vil der være undtagelse, der vil være folk som sidder og har et talent gemt i sig, hvorfor firmaer som Toyota har lavet sider, hvor man kan indsende sit design - 95% vil være elendigt og generisk og 5% vil være formidabelt. En investering som naturligvis er gavnlig, og man vil naturligvis også kunne trække nogle tanker ud fra de andre 95% dårlige design. Men der er en væsentlig detalje som er til forskel. Brugerindsendt indhold er ikke, hvad Toyota læner sig op ad, de udnytter derimod deres potentielle kunder til at udføre gratis arbejde for dem. Et spil som Little Big Planet, hvor du kan skabe din egen bane, bygger på brugerskabt indhold og business modellen er skidt, synes jeg.

De næste punkt på dagsordenen omhandler det sikkerhedsmæssige - Web 2.0 tjenester, de herskende sociale medier og de nyere programmer lader en installere add-ons - Tilføjelsespakker som giver en smule øget funktionalitet. Disse add-ons kan være kodet elendigt og åbner op for malware, eller decideret være malware, hvorfor disse pakker udgør en væsentlig sikkerhedsrisiko, endnu mere, da der sjældent er nogen som man kan stille til ansvar, hvis det værste skulle være ude.
Derudover så har de sociale medier (facebook, myspace, linkedin mv.) været godt igang med at undergrave enhver sikkerhed der bliver prædiket omkring ens adfærd på internettet. Man giver ikke sit password til andre! Der er ikke noget men, der er ikke nogle undtagelse. Ligesom man ikke blot oplyser sin kode til Dankortet, sit CPR-nr til en tilfældig person, giver man heller ikke sit password ud til folk. De store sociale sites, har længere lært folk at det er “okay” at indtaste e-mail/brugernavn og password for at siden kan hente ens kontaktliste. Mao. brugere opdrages til at ignorere phishing forsøg. Når det bliver alment at forskellige sider spørger om ens password, er man heller ikke kritisk over hvem anmodningen kommer fra og da slet ikke i den virtuelle verden, hvor alting virker mere troværdigt da der ikke er ordentlig visuel feedback.

Mit sidste punkt omhandler igen de sociale medier - Man styrer ikke hvad andre folk lægger op om en. Nok styrer man heller ikke, hvad folk går og siger bag om ens ryg i det virkelige liv men omvendt så anses billeder, beskeder mv. for at være “småting” når det sker i det virtuelle.



Erdogan - Gjorde han det rigtige?

30 01 2009

Under en mødesession med prominente ledere omkring Gaza og Mellemøst situationen under World Economic Forum i Davos, Schweiz, endte den tyrkiske premier minister, Tayyip Erdogan, med at forlade mødet da han blev afbrudt af ordstyreren. Erdogans opførsel er nok ikke noget som er set på internationale topmøder siden Khrushchev var leder af Sovjet (1 & 2).

Ban-Ki Moon snakkede i 8 minutter - Stoppede selv
Tayyip Erdogan snakkede i 12 minutter - Stoppede selv
Amr Mousa snakkede i 12 minutter før han blev stoppet af ordstyreren
Shimon Peres snakkede i 25 minutter, herunder talte han direkte til Erdogan i en lang monolog, og spurgte (retorisk?) om hvad Erdogan ville gøre, hvis Istanbul blev angrebet konstant.

Ordstyreren valgte at give Erdogan 1 minut at svare på Peres lange monolog og direkte spørgsmål - Erdogan benyttede tiden til at skælde ud på publikum som klappede da Peres stolt fortalte om sine angreb, hvorefter han rejste sig og gik.

Ordstyreren har utvivlsomt helt og aldeles fejlet på den opgave han havde, at tildele taletid, og sørge for etikette blev overholdt - Han fejlede ved begge da Shimon Peres havde taletid, 25 minutter fik han, og blev ikke irettesat da han begyndte at snakke højlydt.

Personligt mener jeg, at Erdogan var nødt til at gøre udvandre. Det er det eneste middel han har imod en inkompetent ordstyrer - Der er grænser for, hvad man som statsoverhoved må finde sig i, når man bliver løjet i hovedet under et topmøde (dagen før Israel bomber Gaza, benægtede de planer om det til Tyrkiet) og herefter nægtes taletid under et møde, er bristepunktet om muligt nået.

Prisen for Erdogans stunt: Tyrkiets diplomatiske rolle som mægler hidtil. Man må spørge sig selv, om prisen i dette tilfælde måske var for høj.
Jeg synes den var for høj. Nok blev Erdogan behandlet urimeligt, men han burde have holdt hovedet koldt og burde have tænkt over  de mere lang-sigtede konsekvenser af hans handling.



Hvorfor er det vi finder os i det?

30 01 2009

Endnu engang har DRM (Digital Rights Management) vist sit grimme ansigt. PC versionen af Gears of War virker ikke, fordi sikkerhedscertifikatet eller noget andet tekinisk fikumdik er udløbet. Hvorom alting er, så kan lovlige brugere ikke spille deres dyrtkøbte spil - Forestil dig at du køber en blender - Nogle dage senere går den simpelthen i stå; hvorfor den gør det ved du ikke, men du kan i alt fald ikke benytte den før der er en anden som fikser den for dig. Naturligvis er der ingen som vil finde sig i at købe et produkt som måske/måske-ikke virker.

Piratkopister af Gears of War… De er skam uberørte af fejlen og kan spille deres ulovlige kopi modsat folk med den lovlige kopi der sidder med en lang næse tilbage. Med andre ord, de sidder med et bedre produkt end dem med en lovlig kopi - Et problem jeg også har berørt tidligere.

Skandaløst er det, at store dele af befolkningerne finder sig i DRM - Tænk at finde sig i at blive mistænkliggjort af en sælger. Det lovlige salg: Bilsalg fra den fine bilsælger “Har du tænkt dig at købe en bil af os? Jamen øjeblik, jeg skal lige installere en fartkontrol, så du ikke kan køre hurtigere end 50km/t, fordi vi stoler altså ikke på dig. Det bliver lige xx kroner.” eller det ulovlige salg:  Bilsalg fra den skumle gadesælger”En bil? Værsågod, det bliver lige xx kroner i sort”.

Sagen bliver bestemt ikke bedre når vi snakker åbne filformater (mp3, odf, docx) vs. lukkede filformater (.doc).

Er tiden ikke snart kommet til at folk siger at det er nok?



Kimpos selvmål

28 01 2009

I kommentar på Citizen Dane omkring Israel-Hamas, formår Kimpo at lave et selvmål af kaliber.

“[Palæstinenserne] 110% uskyldig? De valgte selv Hamass-regeringen. De formentlig få beboere i Gaza, som ikke ønsker Israel udslettet, vil nok have forståelse for Israels kamp.”

Citizen fanger den hurtigt og drager en analogi på baggrund af Kimpos logik.

“Ret kort tid efter, at dette billede blev taget, omkom omkring 3000 mennesker, de fleste i WTC-tårnene 1 og 2. Alt andet lige havde de dræbte intet udestående som sådan med deres mordere.

Men uskyldige? Hah! De havde da selv valgt Bush - desuden var de jo amerikanere, ikke?”

Personligt synes jeg at analogien fejler, da Bush ikke adskilte sig synderligt fra Clinton før 11. sept. Så her kommer min egen analogi, baseret på Kimpos logik:

52 døde i et bombeattentat i London - Men uskyldige kan vi næppe kalde dem. De havde selv valgt Blair som hev dem i to krige.



Palæstinas plads

28 01 2009

 ”Enhedslisten slår politisk plat på en tragisk konflikt i Mellemøsten. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor at konflikten i Mellemøsten skal trækkes helt ned i de københavnske gader og pladser. Forslaget kan i yderste konsekvens være konfliktoptrappende mellem nogle jøder og muslimer i København”, siger den radikale gruppeformand Manu Sareen.

“Det er en skrue uden ende, og i yderste konsekvens vil forslaget åbne op for, at pladser og veje skal opkaldes efter konflikter i hele verden. Kashmir Plads, Kosovo Allé, Bagdadtunnelen. Og Blågårdsgade kunne omdøbes til Gazastriben”, siger Manu Sareen. - Fra Dansk Politik bloggen

Som altid er jeg helt og aldeles uenig med den evig medieliderlige ekspert på integration mv. (Jeg afskyr ham faktisk ligeså meget som jeg afskyr Naser Khader, hvilket ikke siger så lidt.)

Enhedslisten foreslog for nogle dage tilbage, at omdøbe den ene halvdel af Israels plads om til Palæstinas plads, for således at anerkende den danske stats støtte til tostatsløsningen, med staten Israel og staten Palæstina. En symbolsk dansk handling, som ikke vil give andet en logistiske problemer, men ikke desto mindre, som EL ganske rigtigt påpeger, sende et klart signal fra dansk side omkring vores støtte.

Manu Sareen derimod, vælger derimod at håne EL forslaget, ved at påstå det vil åbne Pandoras æske. Men Manu dog, har du optrådt så meget for medierne at dine hjerneceller er blevet helt udbrændte af rampelyset?
Israel-Palæstina konflikten er af en helt anden art end dem du nævner - Vi har en plads, som vi har opkaldt efter en stat, fordi denne stat opkaldte en af deres pladser efter os. 

Vi har ikke en Iraks Plads, hvor vi kan lave Bagdadporten, eller et boligkompleks som hedder Himalaya Bæltet, som vi kan tage en bygning og opkalde efter Kashmir, ej heller har vi en Jugoslaviens allé med tilhørende sideveje. Men hvad vi har, er en plads som hedder Israels plads og som ironisk nok har en vej der pløjer tværs igennem, som giver mulighed for at opdele pladsen i to.

Hvorfor dog ikke gøre det, og vi den danske stats holdning?



Take out the trash day

19 01 2009

Så er der en dag mere, hvor verdens virksomheder og regeringer kan komme ud med skraldet. I morgen, mens alverdens medier vil være travlt optagede af indsættelsen af Barack Obama, vil det (igen) give lejlighed til skruppelløse ledere kan offentliggøre ting der helst ikke så offentlighedens lys.

4. November så vi, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) offentliggjorde et notat om tjenestens fejl forud for Irak-krigens begyndelse, som konkluderede at FEs antagelse af masseødelæggelsesvåbenene i Irak hvilede op et spinkelt og utroværdigt grundlag.

Gad vide, hvad der vil offentliggøres i morgen.