Cloud’s Corner

I de seneste par døgn har der været det mest fængende TV show værest sendt på tv-kanaler. Internationale såvel som nationale udsendelser har været præget af dette TV show. “Tv-Showet” er Mumbai terrorhandlingerne som folk og fæ i millioner har fulgt med chok, skræk, afsky, interesse, forundring - Følelser end ikke den bedste film eller reality serie kan skab, men nu mener jeg ikke at mediedækningen har været synderligt meget anderledes end nævnte.

Det der fastholder seere ved en tv-serie er interessen, dramaet, det ukendte - Hvad vil der mon ske i næste afsnit - Her har det været reduceret til, hvad mon der sker lige om lidt, for “tv-serien” har, om man vil, udspillet sin handling live. Jeg ved det, at reducere disse afskyelige handlinger i Mumbai til at kunne sammenligne det med reality tv er i bedste fald ulækkert og afskyeligt - Men jeg har ikke til hensigt at koncentrere mig om attentatet; for det kan ikke beskrives hvor væmmeligt det er. Jeg vil i stedet drage fokus på medierne.

I de sidste 3 døgn har medierne nærmest uafbrudt rapporteret med live tv-billeder fra Mumbai. NDTV først med billeder fra diverse steder og først inde i Taj Hotel, CNN-IBN med video-optagelser fra folk og India TV havde sågar telefonopkald fra 2 af terroristerne i Nariman House. Med et væld af nationale(Indien) og internationale nyhedskanaler som må og skal differentiere sig for at holde på seere, kan man spørge sig selv, til hvad nytte?
Når vi taler om live dækning af attentater som dette, er det noget nyt for TV journalistik. Ja, teknologien er der til at kunne rapportere live fra stederne, men til hvilket formål? Er det godt for befolkningen at se live billeder af en sådan art, som hører et biograflærred til?
Vi kan se live-tv og attentatet udspille sig på fjernsyn, journalisterne rapporterer om alskens oplysninger som de kan få fat på og remser nærmest ukritisk op. De sidste 2 dage var Taj Hotel cleared, selv om det først blev det her til morgen, billeder fra Nariman House blev vist med militære styrker der gør klar til at forberede indgreb alt imens det bliver vist på live TV og kommenteret.

Terror-attentatet begrængser sig således ikke til Mumbai og Indien, men pga. internationale mediedækningen spreder det sig som ringe i vandet til den resterende verden og gør sit indtog i folks underbevisthed. Terroristerne har formået at omdanne en af verdens største byer til en spøgelsesby og det vil tage tid for den at overkomme dette pga. dets skræmmende effektive udførelse. Samtidig vil folk i den resterende verden spørge sig selv om det er sikkert for dem at gå udenfor, hvad nu hvis det sker her? En bombe er trods alt noget som man kan forholde sig til - Et område bliver sprunget i luften, det var det. Men personer der skyder vildt omkring sig uden nogen synderlig grund er straks mere irrationalt. Pga. denne irrationalitet skabes der ligeledes en irrationel frygt, ikke meget ulig den frygt studerende kan have efter have set og hørt om et nyt universitetsskyderi i USA eller andet steds.

Attentatet begræsner sig heller ikke længere kun til nyhedsmedier, men pga. nye sociale medier så som Youtube eller lign. vil der hele tiden florer minder om dette grusomme angreb - Minder som igen vil oversættes til irrationel frygt og derved give terroristerne hvad de vil have. Vores frygt. At vi skal være bange for vores egen sikkerhed og stille spørgsmålsteg ved hvorvidt vi kan fortsætte vores dagligdag til trods for at vi sidder et andet sted end hvor handlingen foregik. Vi skal og må ikke give disse inhumane mennesker deres sejr. Vi må og skal fortsætte vores dagligdag ved at prøve at fortrænge oplevelsen - For det er ikke den almindelig borger der skal sørge for sikkerhed - Det er staten og efterretningstjenesternes arbejde at gøre. Ligeledes må og skal staten ikke stoppe med deres relationerne med de lande som terroristerne muligivs har deres oprindelse fra, for det vil være at give efter for terroristernes dagsorden.

 Det er hovedrystende når man ser de reelle tal for hvor skidt det egentlig står i denne finanskrise - Helt specifikt, hvor skidt det står til i USA.

Men lad os se på nogle tal, det giver et lidt mere klart billede. 
Det er ingen hemmelighed at USA har en massiv gæld, men hvor stor deres gæld i virkeligheden er, er nok de færreste der reelt gør sig overvejelser omkring.
  
Jeg har for god ordens skyld lagt ind på grafen, hvor USA ca. var henne i december 2007.

Så ja, de har en pænt stor, helt astromisk stor gæld faktisk, og man kan kun gisne om, hvor langt der er til loftet og hvilke konsekvenser det vil have når loftet rammes. Men gæld er jo trods alt noget som man altid kan betale sig fra, såfremt hjulene på økonomien drejer rundt, men siden det er en brøkdel af folks indkomst som bliver opsparet, er det ikke just tegnene på en sund økonomi. Stort set alt der bliver tjent, bliver brugt.

Så USA er inde i en kæmpegæld, mens borgerne stort set ikke har råd til at spare op til langsigtede planer eller investeringer.

Dette resulterer i at forbruget ikke holdes igang på samme måde som hidtil, hvilket fører til stigende arbejdsløshed.

Altså. ingen penge til overforbrug fører til reduktion i efterspørgsel, som bekendt fører til reduktion i produktion og en reduktion i pris, som i sidste ende betyder fyringer, som fører til stigende arbejdsløshed, som fører til reduktion i efterspørgsel …. you get the picture. Siden prisen på varerne vil være faldende, gør dette at man hellere vil vente med at bruge pengene i morgen for så kan man få flere varer for dem, fordi alting er billigere i morgen - Tada … Deflation.

Hvad værre er så, når vender blikket hen imod den største industri i USA, som er godt på vej imod afgrunden: Automobil-industrien.

Og konsekvenserne af dette følges meget fint op af denne video

Med USA godt på vej imod en deflationsspiral  og aktiemarkedet godt på vej hen imod det største krak i mands minde, så er det dystre tider vi går imod i den globale økonomi.

Men  bare rolig, næste sæson af ‘Scenen er Din’ er vist nok lige på trapperne.

Der er ikke engang gået 24 timer siden ham der terroristen blev frikendt førend Højesteret har dømt at det ulovligt at have en af tuneserne anholdt. Det er endda ham krakimutten der sidder i Sandholm nu, berøvet siden frihed uden rettergang, som det jo øjensynligt helst skal være før vi får retfærdighed her i landet.

Højesteret, og domstolene viser gang på gang deres inkompentence når de lader disse sortsmudskede terrorister gå fri, og underminerer derved hele retsstaten og vores retsprocess. Det er jo ikke uden grund at vi er gået uden om domstolene i sagen med ham der sidder i Sandholm, for der vil Højesteret sikkert også bare lade ham terroristen gå fri, ligesom med ham igår.

Terrormistænkte skal bare smides i det nærmeste fængsel, for vi ved jo godt at de er terrorister - Og hvis vi anklager dem for det, så bliver de jo bare frikendt.

Nu har vi en terrorfrikendt dansk borger på fri fod i landet, klar til at komplotte viedere.

Fuck retsstaten, retsprocessen, repræsentationen, forsvaret, beviser mv. Smid dog den krakimut i Guantanamo, for vi ved jo godt at han er terrorist, så hvorfor behøver vi at bevise det overfor en klaphat i en sort kappe der tror han er alter-ego til Superman?

http://politiken.dk/indland/article599522.ece

Palæstina er igen i en humanitær katastrofe situation. Dog gælder det kun i den Hamas styrede del af  Palæstina, Gaza-striben. Der har Israel lukket af for grænserne og dermed sørget for at der ikke kan leveres mad, medicin og brændstof til regionen. Gaza-striben er i kaos, alt imens den Fatah-styrede Vestbred er langt bedre stillet.

Situationen idag i Gaza-striben skal ikke ses som en enkeltstående begivenhed, men er derimod en udvikling som har været længe undervejs, som verden har vendt det blind øje til.

Hamas, en organisation der på EU og USAs terrorliste - En organisation som fik flertallet i 2006 i det palæstinenske selvstyres parlament ved en jordskredssejr, ved en folkeafstemning som var internationalt godkendt, men fordi udfaldet af afstemningen var stik imod forventning gjorde de vestlige lande oprør og frøs selvstyret ude, nok i den forhåbning at de selv ville gå af når befolkningen vil begynde at få det dårligt. Sådan gik det bare ikke, og istedet gik Hamas i en koalitionsregering med Fatah, hvor Ismail Haniyeh fra Hamas, som premier-minister gerne vil anerkende en 2-stats løsning, hvilket er imod Hamas partiprogrammet.

Internt fnidder gør at denne kollapser, og landet er igen splittet i 2. Gaza til Hamas, Vestbredden til Fatah. Den ene kan vi her i Vesten ikke lide, den anden kan vi godt.

Situationen som den er i dag i Palæstina, er et værk af at verden har haft vendt det blinde øje til regionen, fordi man ikke brød sig om udfaldet af folkets røst. Men man kan ikke bakke op om udførelsen af demokratiske afstemninger, for derefter ikke at anerkende resultatet fordi det stemmer med de planer man selv havde.

You cannot play God, then wash your hands of the things that you’ve created. Sooner or later, the day comes when you can’t hide from the things that you’ve done.

Det er ikke pga. manglende lyst der ikke er blevet skrevet her på siden inden for det seneste, men snarere manglen på tid og overskud til at kunne skrive. Dernæst, mest af alt noget aktuelt at skrive om. Der ligger og har ligget i mere end 7-8 måneder, 8 overskrifter jeg har kunne tage fat på og skrive om, men jeg mener at det er bedre at skrive om aktuelle emner som man derved kan forholde sig til og perspektivere om.

Nuvel, det skal ikke handle om mine undskyldninger for at skrive, men derimod om det faktum at det oftere og oftere ses at journalistik har udviklet sig til noget som er fuldkommen ligegyldigt - Per Knudsen skrev i en klumme for 24Timer noget tilsvarende, om hvordan Ekstra Bladets ikke er andet end en tilbudsavis som koster penge.

Journalistikken som Ekstra Bladet fører kommer vel heller ikke bag på nogle, at det ikke er andet end den laveste fællesnævner der henvendes til. Anderledes burde man forvente at det så ud på Danmarks Radios nyhedsudsendelser og Politiken. Tværtimod. Sensationsjournalistik og ikke-historier, er også at finde på de egne. Helt specifikt er det den udbredte brug af Facebook grupper og events som finder vej til nyheder som gør mig harm og irriteret. Enkelte tidspunkter kan det være relevant at benytte sig af Facebook, da der rent faktisk godt kan være nyhedsværdi i det; eksempelvis med soldaterne der i uniform lægger billeder af sig selv op, i mindre flatterende stillinger.

Men når journalistik kombineret med Facebook, bliver gjort til en personlig reklamesøjle, så er det, hvor jeg sætter grænsen til at jeg vil benytte mig af det journalistiske medie. Helt specifikt er det denne artikel fra Politiken der gjorde mig stærkt irritabel, som ved artikelens publicering linkede til en event med 20 der kom, og 500 inviterede. Jeg kan virkelig godt se, hvordan en sådan event, til trods for at den er skabt af et MF, skal gøres til en forside-historie.

Kamal Qureshi formåede at få gjort en af de bedre aviser her i landet, til sin personlige reklamesøjle, og til trods for hans manglende danskkundskaber (Gruppen han nu har oprettet hedder: “Støt kinesiske mor på tålt ophold!”. Hvem er ‘kinesiske mor’?), så må man tage hatten af for den bedrift.

Gad gruppen der vil fremme global opvarmning får forside overskriften: “Danskere vil fremme den globale opvarmning”