URBANblog

Det digitale dilemma

27 08 2008

En af den moderne tids større kendetegn er massemedierne. Massemedierne, der sørger for at få leveret underholdning, nyheder eller andet til en person hvor de så end befinder sig, står angiveligt over for deres hidtil største udfordring. At få bugt med den ulovlige spredning af diverse værker på internettet.

Krigen om (og for) de digitale værker har snart stået på i et årti. En krig, som for alvor blev skudt igang med introduktionen af MP3 teknologien og P2P programmet Napster, som tillod distribution og deling af musikstykker.
Dette har sidenhen udviklet sig til at producenter implementerer kopi-beskyttelsesteknologier og crackere, ja, cracker dem - Ganske enkelt, fordi de kan. De eneste som er taberne her, er den almindelige forbruger.

En person som har købt en dvd-film skal tvinges til at se anti-pirat reklamer, mens piraterne ikke skal. Der betales mao. for et produkt af ringe værdi ifht. ikke at skulle betale for det.
Ved computerspil er det ikke meget anderledes; for her skal der implementeres nogle hardcore beskyttelsesprogrammer som installerer sig selv på din computer - Uden at spørge naturligvis - som optager systemressourcer, foruden det faktum at skiven skal være i computeren for at man kan afvikle spillet. Piraterne, får endnu engang ikke de problemer som lovlydige købere, da der ofte er en crack som gør at man ikke behøver at have skiven i; hvilket i øvrigt er underordnet da skiven ikke er andet end en fil på harddisken og ikke foreligger i fysisk form.
For det sidste af underholdningsværkerne, musik, er historien ikke meget anderledes. Lovlydige købere skal, såfremt de vælger at købe den fysisk, købe hele albummet, til trods for at de måske kun brød sig om 2 ud af 13 numre. Hvis de køber på internettet, skal de have det rette program til at afspille, for ikke at tale om de restriktioner der ligger - At der ikke må være mere end x antal kopier af det ol. For pirater gælder dette naturligvis ikke, da de har fundet måder at omgås det på - Nemmest ved blot at rippe cd’en for derefter at lægge den op. Endnu engang står den almene, lovlydige køber med et dårligere produkt.

Piratkopiering og ulovlig distribuering af software, musik og film er kommet for at blive og har været her siden tidernes morgen. PC spil-industrien græder over piratkopiering og bruger det snarere som undskyldning fremfor at levere spil der er sjove at spille end spil som der flotte ud. Udtalelser som får andre spilproducenter til at melde ud at piratkopister ikke er kunder og at der i stedet skal fokuseres på kunden og dennes ønsker. Hvis jeg begyndte at sælge luksusbiler i et slumkvarter er der ikke synderligt mange der vil have medlidenhed mig, hvis jeg ikke fik solgt noget. Bilerne vil jo ikke blive solgt til enhver med kørekort, men solgt til dem som kan betale det. Det samme gælder for spil (og de andre ting)- Alle med en computer er ikke kunder, kun dem som potentielt vil købe det, er.
Hele hysteriet omkring netop dette emne har sørget for at en lille spilproducent tog tyren ved hornene og efterspurgte hvad grundene var til at folk piratkopierede deres spil. Han fik en masse almene grunde, om at det koster for meget, 90% er noget lort(try before buy), bedre tilgængelighed samt ingen kopibeskyttelse(drm).

Langt størstedelen af piratkopister er unge folk; “85% af unge gør det”, sagde Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) under valgkampen da hun stod frem som piratkopist og krævede en reform i poltiken på dette område. Men langsomt, efterhånden som de bliver ældre og får penge mellem hænderne så begynder piratkopieringen at falde.

Til trods for hvor meget end diverse industrier råber op om piratkopiering som værende et problem - Så er det jo øjensynligt ikke, da piratkopister ikke har været deres kunder i første omgang. Dernæst skal man være godt naiv, hvis man tror at medie producenter ikke nyder godt piratkopiering. Ved at få piratkopieret deres ting, får folk kendskab til deres produkter og deres navn - Brand awareness. Hvis det var et godt produkt, så kan det måske være at de bruger en piratkopi af producents eget, men det må da i alt fald være bedre end at bruge konkurrenternes, hvilket så også gør at open source programmer aldrig rigtigt vil kunne få deres gennembrud. Alle kender i øvrigt til Adobe Photoshop, men hvor mange 16-30 årige er det lige der har brugt en lovlig kopi af det?

Et andet eksempel på gevinsten hos medieproducenter kan ses i TV-serier. I 2004 udkom Battelstar Galactica i England, et halvt år før end i USA og dermed også på internettet et halvt år før. Til trods for dette var der enorme seertal da tv-serien endeligt blev vist i USA, grundet piraterne havde anbefalet udsendelsen til andre, som så valgte at lytte til deres anbefaling. Lignende, så blev første afsnit af BBC serien Dr. Who lækket ud på nettet inden den blev vist på TV. Til trods for at den blev downloadet på nettet, var der igen skyhøje seertal. (kilde)

Mens MPAA og RIAA i USA benytter sig af mafia-metoder til at sagsøge gamle damer og det meste af spilindustrien nu følger trop i denne trend, bør deres hysteri ikke sørge for at vi lader os løbe med og begynde, at indskrænke deres borgerrettigheder, eller forbyde dem internet service.

Love som bliver anset for at være forkert bliver ganske enkelt ikke fulgt, så måske er det på tide at indse og acceptere at piratkopier er en del vores moderne samfund og så ellers oplyse via kampagner og i skoler at man ikke bør gøre det - Selvfølgelig via en metode så lovlydige købere ikke bliver ringere stillet end piraterne.



Tillykke med rygeloven

24 08 2008

“Gesundheit Macht Frei”, står plastret på reklamesøjlerne nær of fjern for tiden.

Sloganet, afledt af det nazistiske “Arbeit Mach Frei”, der stod ovenover indgangen til kz-lejrene, er et led i Kim Larsens protest imod rygeloven.

Kim Larsen og dennes kumpaner benytter sig af den fejlslåede logik, argumentum ad Hiterum. Hvis Hitler gjorde det, så må det have været forkert, for Hitler var slem. For nazisterne var blandt de første til at forbyde rygning, så derfor MÅ vi tillade det.

Rygeloven har et år på bagen og det er med succes. Ej længere skal man lugte ækelt når man forlader en bar eller lign. Ej længere skal ens næse blive irriteret, øjne løbe i vand, eller hoste fremkomme pga. passiv rygning. Men nej, Kim Larsen vil have sin ret til at ryge, fordi … ja, bare fordi man kan. Han vil have sin frihed til at forpeste sin egen krop uden hensynstagen til andre. Han kan måske ikke lide farven rød, og føler sig på samme måde diskrimneret, tråd på som ikke-rygere. Han er blot i mindretal. Problemet er blot, at rygning er et samfundsproblem. Der er et besynderligt sammentræf mellem rygere og cancer-tilfælde, bartendere og rygerlunger ol. og betænkeligt er det, at der nærmest ikke sad nogen i rygerkupeerne i togene, dengang de fandtes. 

Til trods for at jeg er glad for rygeloven, må jeg indrømme at jeg kan følge hans bagvedliggende logik. Det ER frihedsindskrænkede at indføre forbud må at ryge. Man skal ikke slynge sig om med forbud mod alverdens ting, for det vil dreje samfundet hen i en retningen mange nok ikke ønsker. Det skal nøje overvejes, hvilke konsekvenser et frihedsindskrænkende forbud har i form af positive og negative. Det er i mange tilfælde ikke sort og hvidt og en sag omkring et forbud må ende med at skulle være en konkret vurdering fra sag til sag om, hvorvidt man kan tillade sig at indføre et forbud eller ikke.

I dette tilfælde støtter jeg det frihedsindrænkende forbud imod rygning og mener at det bør udvides til også at omfatte større offentlige pladser, togstationer mm.



Danskere er en lukket klub

24 08 2008

I Urban og Berlingske bliver der i fredagens avis skrevet, på baggrund af  et studie foretaget af cand.mag. i psykologi og pædagogik, ph.d. Liselotte Ingholt, at unges druk resulterer i bedre fællesskab og højere karakterer.

“Det kom bag på mig, at der var så klar sammenhæng mellem dét, der foregår til fester, i frikvartererne og rent fagligt. Festerne betyder meget for de unge i deres daglige omgang på gymnasiet. Når de følges ad på gangen, snakker de om, hvornår de kom hjem fra sidste fest, hvor fulde de var, og hvor fulde de skal være til næste fest. At fortælle festhistorier i frikvartererne er med til at binde skoleliv og festliv sammen, [..] Går man ikke til festerne, kan det af andre unge tolkes som, at man trækker sig fra klassefællesskabet – og dette kan få den betydning, at man ikke vælges i forbindelse med gruppearbejde, fordi de andre elever ikke føler, at de har noget til fælles. “

Naturligvis bliver man ikke en del af fællesskabet når man ikke deltager i diverse sociale arrangementer. Det burde da synderligt ikke komme bag på nogle. 

Liselottes studie viser følgende ting:

  • De unge har et indholdsløst liv som er reduceret til druk og fest i weekenden og intet andet.
  • De unge accepterer ikke, at man ikke drikker

Til trods for det, så vælger Bodil Jessen i sin artikel at tage den drejning, at unges druk = bedre karakterer. Et virkeligt godt spin, i stedet for at skrive det som er: Danske unge udelukker dem der ikke drikker. For det er hvad realiteten nu engang er. Bodils samfundskorrupte spin bekræftes yderligere når man holder et andet studie i mente: Et studie der for et år siden viste at unge går målrettet efter druk eller holder det op imod oplevelser fra andre.

Danske unge har EU-rekorden i konsumption af alkohol, og hele kulturen er bygget op om det at drikke. Hvis man vælger at deltage i en fest og ikke vælger at drikke, så skal gruppepres nok sørge for at man begynder at drikke. Hvad enten det er her i Danmark, eller på Sunny Beach.

Unges druk giver ikke bedre karakterer, et godt fællesskab i grupper er, hvad der giver bedre karakterer. At det er druk der sørger for at skabe fællesskabet i dagens Danmark, må da i dén grad anses for at være problematisk.

Men for at tage bladet fra munden og prøve på at imitere DF. Hvorfor skal vi danskere ændre på vores vaner eller tilpasse os, så muslimer eller andre kan optages i vores i fællesskab? Hvis de ikke vil have en øl i hånden når de træder ind i Danmark, ja, så er de ikke ganske enkelt ikke velkomne her. For de viser jo øjensynligt ingen tegn eller vilje på at ville integrere sig eller forstå den danske kultur.



Vi har ansvar når vi er online

16 08 2008

På MTV er der blevet gjort reklame for en SMS service der tillader at sende en besked til andre ganske anonymt. Det oplyser Ritzau i alt fald, jeg har ikke selv set den, da jeg ikke ser TV uden for tidsrummet 18-19.30, eller 21-22. Jeg ser mao. kun nyheder. I princippet falder tjenesten ikke udenfor  tendensen der hersker i samfundet, mest af alt online på diskussions forums, sociale netværkstjenester, dating sider, nyhedskommentarer mv.

Folk ønsker at holde sig anonyme på internettet, da det giver dem lov til at være frie. Være fri for andres blikke der vurderer en, på ens fremtoning eller på ens fysiske udseende. Anonymiteten af internettet tillader folk at være som de er. (nyhed1  & nyhed2)

Men netop denne frihed til at være som sig selv uden andres bedømmelser på andet end det skrevne, gør at visse folk viser deres (ægte) modbydelige side. Noget som i den grad kan ses på kommenteringerne af EB.dks artikler på Nationen!, eller på kommenteringerne af Nyhedsavisens online artikler andre gange er det måske at udgive sig for at være ekspert.

Alting er altid er ikke mindre end et klik med musen væk. Om det så er at skrive under på mærkelige underskriftsindsamlinger online, melde sig ind i en gruppe på popularitetskonkurrencen Facebook eller skrive en kommentar til et indlæg på en side. Hvad folk dog glemmer er, at man til trods for sin (delvise) anonymitet, eller almindelige færden på internettet stadig står til ansvar for de handlinger man foretager sig. Være det sig at billeder på Facebook, Facebook grupperkommentarer på Facebook eller status updates på Facebook,

Mest af alt fylder Facebook nu en stor del af billedet. Men det har at gøre med at man rent faktisk kan identificere personerne. Der er en reel person bag indlægget,  det er en reel person der melder sig ind i gruppen og giver sin støtte. Det er dog trods alt også et sted hvor man følger flokken ganske som i den virkelige verden. Alle ens venner har joinet en gruppe, så må man jo nok også selv dels fordi det er “hip” og dels fordi man ikke vil være uden for.

Anonymiteten medbærer også et ansvar for sine handlinger. Ved at gemme sig bag sit pseudonym, formår man at skabe sig en status. Man bruger sin virtuelle manifestation til at udtrykke sine holdninger og meninger som valideres af de andre som læser det. Om det er i spil, online forums eller blogs.
Jer der læser mine blog indlæg har muligvis en idé om hvordan jeg vil være. Folk som kender mig på diverse online forums har højest sandsynligt et lidt andet billede af hvordan jeg måske er. Folk jeg har spillet World of Warcraft med har et helt tredje billede af hvordan jeg er. Jeg er som alle ser mig, og men jeg er samtidig kun det jeg vil vise. Jeg vælger selv om jeg vil have en facade eller ikke. 
Jeg kan eksempelvis ikke identificeres personligt gennem mine virtuelle miljøer andet end gennem mit pseudonym, hvor min færden på enkelte hjemmesider kan kædes sammen dog uden at give det fulde af mig og slet ikke andet end mit pseudonym. Her skriver jeg mine debatindlæg, andre steder skriver jeg tekniske indlæg, mens jeg på andre sider er en sarkastisk arrogant nar der bare vil være på tværs … dog uden at gå over stregen. Folk der kender mig personligt derimod, vil godt kunne nikke genkendende til min væremåde i alle disse virtuelle miljøer, da jeg rent faktisk er sådan som person.



Kun et klik væk

14 08 2008

41 hatecrime-anmeldelser. Det oplyser René Lyngfeldt Skov, fuldmægtig i Københavns Kommune til Politiken. Desværre er de tal ikke mere værd end hvad 25-øre er fra og med 1. Oktober 2008.

Undersøgelsen er baseret på registreringer foretaget på Købehavns Kommunes nye hjemmeside: www.registrerdiskrimination.kk.dk som har til formål, at registrere diskrimination. Umiddelbart virker det som et rigtigt stykke arbejde der lagt i at lave den nye portal, men så tænker jeg, gad vide hvordan man registrerer et diskriminationstilfælde.

Jeg trykker på den store grønne pil for at komme vide, og efter at have besvaret fiktivt på 16 spørgsmål, klikker jeg på fortsæt pilen en sidste gang og får denne besked:

Kvittering

Tak for din registrering

Helt seriøst, hvad fanden?! Jeg har hermed Kvitteringen for at registrere diskriminationshændelse:

på et ikke oplyst sted,
ikke oplyst køn,
90+ år,
pga. andet,
født i DK,
ikke oplyst religion,
ikke oplyst erhverv,
tidligere end et år siden,
ønsker stadig ikke at oplyse hvor det er sket,
stadigvæk vil jeg ikke oplyse hvor henne,
ønsker ikke at oplyse af hvem,
eller hvordan,
har ikke meldt det til nogen,
har ikke talt med nogen,
har ikke oplevet diskrimation før,
ja, det er første gang jeg registrerer.

Jeg finder det betænkeligt at der ikke er  implementeret en gyldig metode til at validere en registrering. Som det er nu, så kan enhver gå ind og registrerere fiktive hændelser  gentagne gange fordi det ikke kræver andet end nogle få klik med musen.

Tendensen som deres statistik viser er ikke nødvendigvis forkert, men der skal i høj grad tages forbehold for online-faktoren. At folk sagtens kan finde på at registrere gentagne gange, eller finde på at overdriver, fordi der ikke er noget at stå til regnskab over for.

Mest af alt kommer det bag på mig, at der ikke bliver brugt digital signatur til at foretage en registrering. På en sådan måde ville man endda kunne melde en hændelse officielt, og politielt havde noget reel data at gå ud fra.

Online undersøgelser og underskriftsindsamlinger er en farce, og vil forblive at være det indtil den er udført under kontrollerede forhold. Være det i form af digital signatur, SMS verificering eller andet.

Gad vide egentlig, hvordan René Lyngfeldt Skov ville reagere, hvis han i morgen pludseligt havde modtaget en masse registreringer om ledige kristne indvandrerkvinder i 21-30 års alderen, som var blevet antastet verbalt, på arbejdspladsen i Valby, indenfor den seneste måned, af deres naboer, pga. deres handikap?



Kan Kina få verdens sympati?

9 08 2008

Hele verdens øjne peger i disse dage imod Kina, i alt fald de øjne som ikke bekymrer sig om Georgien.
Øjnene peger mod Kina pga. de er værtsnationen for dette års OL. Kina har blot ikke verdens sympati på sin side og flere er tilhængere af at OL burde være blevet boykottet. Alt sammen fordi Kina kører en politisk kurs som er meget ulig den vi har i vores del af verden.

Kina bliver i høj grad kritiseret af at være et semi-diktatur. De censurer store dele af ting så befolkningen ikke har adgang til visse informationer eller visse historiske begivenheder. Hvis man sørger for at kontrollere medierne og historien, kan man manipulere som man vil. Man kan få begivender som har fundet sted, slettet fra historien, eller man kan skabe begivenheder ud af den blå luft. Derudover så bliver Kina i højeste grad kritiseret for at have en jærnnæve omkring Tibet og ikke under dem af blive selvstændige.
En kraftig modvind som Kina er i og alt sammen med verdens øjne rettet mod dem. For at kunne holde deres semi-diktatoriske tilstande i status quo er al den fokus på Kina ikke gavnlig, for den kinesiske regering altså. International fokus gør at folk stiller spørgsmål. Spørgsmål som skal besvares. Besvarelser som der skal tages ansvar for. Ansvar som skal udøves.

Kina (deres regering) har mest af alt brug for at verden retter sine øjne væk fra Kina. Kinas præsident sørgede natuligvis for at nævne jordskælvet som ramte Kina og takkede den internationale verden for deres hjælp og støttet. Alt sammen, i mine øjne, i håbet om at høste sympati den vej rundt.

Nu er jeg ikke meget for konspirationsteorier og da slet ikke for teorier som jeg selv brygger, men bekvæmmeligt for Kina, så vælger Turkistan seperatist bevægelserne at lave terrorattentater få dage inden OL og lægger samtidig en video op der advarer om angreb på OL områder. Jeg må indrømme, at jeg ikke finder det unægteligt at Kina kunne finde på at iværksætte en false flag operation imod sig selv, for at få skabt sympati for landet og rette skyldes imod terroristerne.

Forhåbenligt vil der ikke være noget attentat imod de Olympiske Lege og forhåbenligt kunne Kina ikke finde på at synke så lavt. Ikke desto mindre, så ser det dog ud til at russerne har fjernet fokus væk fra Kina og hen mod Georgien. De kinesiske regenter kan for en stund ånde lettet ud.